23948sdkhjf

Mere end mad: Just Eat vil levere sexlegetøj direkte til døren

De fleste har måske prøvet det. 

Man ligger derhjemme en søndag på sofaen, og pludselig melder lysten sig. 

Frem med telefonen... Et par hurtige klik... og så er maden på vej.

Typisk kunne maden være leveret af et Just Eat-bud. Men nu udvider Just Eat Danmark leveringssortiment til også at kunne tilfredsstille andre lyster.

Det nye sortiment kommer til at omfatte sexlegetøj og produkter til seksuelt velvære under den nye produktkategori, "Womanizer". 

Det sker gennem et nyt samarbejde med Lovehoney Group - et af verdens førende brands på området. Dermed kan danskerne nu også få populære, intime produkter leveret direkte til døren af de orange leveringsbude på "diskret og bekvemmelig vis". Det nye samarbejde er Just Eats første, strategiske skridt i ny ‘self care’-satsning, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

Adfærd ændrer sig

Udvidelsen sker i kølvandet på, at Just Eat i løbet af de seneste måneder har lanceret en lang række andre produktudvidelser som følge af hastige forandringer af danskernes forbrugeradfærd. Blandt andet leverer Just Eat nu også blomster, chokolade, apotekervarer og maling – og flere nye kategorier meldes på vej.

Samarbejdet med Lovehoney dækker også Storbritannien og Østrig. 

- At gøre hverdagen mere bekvem for forbrugerne omfatter alle aspekter af livet, og vores partnerskab med Lovehoney Group er et godt eksempel på netop det. 'Self care’ fylder mere og mere for mange forbrugere, og vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder et bredere udvalg inden for kategorien med denne udvidelse. Fremover vil vi fortsat fokusere på partnerskaber, der gør det nemt for vores forbrugere at integrere de produkter, de kender og holder af, naturligt i deres hverdag, udtaler Ann-Sophie Adamsen, Direktør i Just Eat Danmark.

Samarbejdet med Lovehoney Group er Just Eats første, strategiske skridt inden for virksomhedens ‘selfcare’-satsning. 

Ifølge leveringstjenesten venter flere samarbejder inden for kategorien i fremtiden, der skal "bidrage til at gøre seksuelt velvære en endnu mere integreret del af forbrugernes hverdag". Leveringen af ‘selfcare’-produkterne vil ske i neutral indpakning, og det vil kræve en 18+ aldersverificering at bestille dem for at sikre, at de udelukkende kan bestilles af voksne.

Samarbejdet vil blive rullet ud på flere af Just Eats markeder i den kommende periode.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069